Af autoriseret psykolog, ph.d. Emilie Strøm
Smerte er en del af at være menneske og dermed et eksistentielt livsvilkår. Voldsomme og traumatiske oplevelser der ikke er bearbejdet skaber stor psykologisk belastning. Forskning viser, at de er en stressfaktor, der kan medvirke til at udløse og forværre forskellige psykiske tilstande samt øge risikoen for tilbagefald. Det er derfor vigtigt at forløse smerte og traume. Compassion kan nogenlunde oversættes med medfølelse og har helende kraft.
Sårbare og beskyttende dele
Vi har alle sårbare dele. De kan have alle aldre fra hele vores levede liv, men typisk er nogle af dem også unge dele af os måske barne- eller teenagedele. De kan bære byrder fra traume, svigt, tab eller utryg tilknytning. Nogle gange er det netop sidstnævnte, der udgør selve traumet. Vores indre system har isoleret dem for at opnå stabilitet og sikkerhed. De er lagt i eksil i forskellig afstand fra overfladen. Nogle er lagt helt væk, nogle er tættere på. De er sårede, bange og ensomme, og de er forviste for at forhindre deres smerte og frygt i at trænge igennem til bevidstheden. Ved et traume fryses de fast i fortiden, og de opleves levende og virkelige i nutiden.
Vores beskyttende dele er optagede af, at vi kan fungere bedst muligt i dagligdagen. At de sårbare dele ikke bliver sårede igen eller overvælder os. Men for at forløse smerten og traumet, er det nødvendigt at finde de sårbare dele og hjælpe dem. Man kan sige, de ønsker og venter på at blive fundet og hjulpet, og de kommunikerer bl.a. ved at overvælde, energidræne eller give fysiske symptomer. Når vi ser, hører og mærker dem med nysgerrighed, accept og medfølelse, kan vi hjælpe dem med at slippe deres byrder. Vi kan tilbyde dem at blive holdt, støttet og forløst i tryg tilknytning til os.
En sikker og tryg tilgang
For at dette kan ske, skal vores beskyttende dele først give tilladelse hertil. Det er dem, der bestemmer afstand og tempo til sårbarhen. De beskytter den, og det kan have mange forskelllige udtryk. De har altid en god intention, men deres måder at udføre deres roller på kan ligeledes være fastfrosne i tid. Deres strategier kan være rigide, begrænsende og endda ødelæggende. De skal som de sårbare dele ses, høres og mærkes, og deres motivation og funktion skal forstås og anerkendes. Det er således en sikker og tryg tilgang, da klientens indre landskab respekteres, og der aldrig arbejdes imod beskyttende dele, men derimod sammen med dem.
Forløsning af smerte og traume
Alle dele er således velkomne, og både de beskyttende og sårbare dele har brug for at mærke, at vi kan give dem tryghed. En tryghed der ikke var tilstrækkelig tilgængelig dengang, men som vi kan skabe nu ved at møde dem med forståelse, accept og medfølelse. Forløsning af smerten og traumet indebærer altså at få dine beskyttende deles tillid og tilladelse til at gå ind i smerten. Vi kan lære deres frygt at kende for, hvad det kan medføre, hvis de ikke lykkes med at beskytte. Når der er tryghed nok, kan vi få adgang og lov til at hjælpe de sårbare dele.
I et nysgerrigt, kærligt møde med alle dine dele kan vi således skabe transformation, lindring og heling. Vi kan forløse beskyttelse, frygt, smerte, chok eller traume herunder tilknytningstraume. Bevæge os fra fastfrysning til forløsning. Vi kan slippe byrder og frisætte, så lethed, glæde, leg, livfuldhed, kreativitet og kraft kan genopstå.
Accept og compassion heler
Accept indebærer at erkende vores smerte og tillade den at være der modsat at undgå den. Accept handler om at være villig til at se omstændigheder, som de er samt give plads til smertefulde og traumerelaterede tanker, følelser og kropslige fornemmelser for dernæst at kunne lindre og hele med medfølelse. Vi er nødt til at mærke det svære for at relatere med omsorg og visdom, og det kræver mod og styrke. Accept er således en aktiv respons i stedet for at forsøge at kontrollere, ændre eller fikse ubehag. Accept kan føre til værdibaseret handling og et vitalt, meningsfuldt liv med evnen til at være i livet her og nu med nærvær. At lidelsen og traumereaktionerne forsvinder eller mindskes ses som en effekt af at forholde sig anderledes til dem.
Personlige byrder og arvebyrder fra smerte og traume
Dele er ikke deres byrder. Byrder kan være svære tanker, overbevisninger, følelser, erindringer eller kropslige fornemmelser fra smertefulde oplevelser eller traume, som delene har absorberet. Smerten er ofte holdt intenst og dybt. Vi kan bevidne den og hjælpe delene med at slippe den. I terapi kan du få støtte og hjælp til dette indre arbejde. Når sårene heles, kan delene vende tilbage til det, de oprindelig var født til og udtrykke sig selv på sundere og mere hensigtsmæssige måder.
Byrder kan være altså være negative tanker og antagelser om os selv eller verden, intense følelser og traumatiske minder samt sensoriske oplevelser, der er forbundet med alt dette. Kroppen bærer også. Vi oplever alle smerte gennem livet og bærer personlige byrder, men vi bærer også en smerte, som ikke er vores egen. Smerte som er givet videre gennem slægtslinjen kan kaldes arvebyrder eller transgenerationel transmission. De kan overføres direkte i forældre-barn interaktioner eller gennem forestillinger i familien og kan løbe gennem mange generationer. Et barn kan bære en byrde på vegne af en omsorgsperson eller ud fra en følelse af loyalitet over for familien.
Tilknytnings betydning for overlevelse
Smerte kan altså stamme fra andres energi fx vores forældres, som er gledet over i vores dele og skabt sårbarhed. Vi vælger ikke selv, at det sker, men vi tager smerten på os. Det kan være for at aflaste, hjælpe, passe på eller passe ind, og der er meget plads i børn til energetisk absorption. Børn er nemlig født åbne og modtagelige med en naturlig rettethed mod deres forældre. Det betyder, at følelsestilstande og tilknyttede stemninger fornemmes og tages ind. Forældres og tidligere generationers smerte kan bosætte sig i børns krop og psyke. Selvfølgelig bør børn ikke bære de voksnes smerte, men faktisk går ingen helt fri. Vi bærer alle arvebyrder i en eller anden form. Det hører med til et menneskeliv.
Der er meget i livets strøm, vi ikke selv har valgt, og vi må ikke gøres forkerte i at tage byrder på os. At bære sine forældres og tidligere generationers smerte har også en funktion. Arvebyrder hjælper os til forbundethed med vores primære omsorgspersoner og slægt. Uden den kan vi ikke overleve som individer eller art. Den sikrer vores overlevelse både psykisk og fysisk særligt for de helt små børn. Selvom der er smerte i forbundetheden, er det trods alt en forbundethed, og det behov overskygger alt andet. Også selvom autentiske dele kan blive tabt.
Arvebyrder kan være nedsivninger af skam, tristhed, sorg, frygt eller vrede. Det kan være traumer i form af tab, overgreb, ulykker, selvmord m.m., der har sat kognitive, følelsesmæssige og kropslige spor, der bliver videregivet som byrder, selvom vores forældre ikke ønsker det. Forskning i epigenetik supplerer tilknytningsteori med at afdække, hvordan denne transgenerationelle transmission foregår. Af hensyn til formatet uddybes dette ikke i denne artikel.
Videregivelse af smerte og traume kan stoppe ved dig
I terapi er det muligt med omsorg at undersøge, hvad der skal med videre i livet, og hvad der skal have hjælp til at slippe og transformere i en helingsproces. Vi kan sammen møde og forløse smerte og traume og her også adskille, hvad der er din smerte, og hvad der ikke er din smerte, men en følelsesmæssig byrde og energi du tog ind og på dig. Det er muligt at hele smerte og traume, og det er muligt at stoppe transgenerationel transmission.
Jeg arbejder med medfølelses- og tilknytningfokusererede metoder som Compassion Focused Therapy (CFT) og Internal Family Systems (IFS). De terapeutiske processer har stor respekt for klientens indre og ydre liv, og de er effektfulde til at skabe dyb heling og integration. En del af dette indebærer at slippe, hvad der ikke længere skal bæres af både din egen og din slægts smerte. I IFS kaldes at arbejde med arvebyrder “legacy unburdening”.
Det er et kraftfuldt og smukt indre arbejde at hele i tryg tilknytning. Det udfolder sig, når dine beskyttende dele er klar til at give tilladelse til det sårbare. Derfor er det så vigtigt at forstå, anerkende og endda ære dem og heri også fordelene ved at bære dine forældres og tidligere generationers byrder.
Fællesskabets betydning for smerte og traume
Forskning viser, at voldsomme oplevelser ikke bliver til traumer med langvarige reaktioner, hvis de bearbejdes og bæres i fællesskab med andre. Her er det vigtigt at skabe plads til individuelle reaktioner og være opmærksom på, om den aktuelle oplevelse aktiverer gamle traumer, der skaber en øget sårbarhed. Hjælpen skal afpasses herefter. I kernen af et traume kan være en oplevelse af hjælpeløshed, og de evidensbaserede metoder jeg er trænet i har vist effekt i reduktion af traumatiske reaktioner. De transformerer den følte hjælpeløshed ved at omdanne den til medfølelse i handling. De kan således være et godt udgangspunkt eller supplement til andre virksomme tilgange.
Vi mennesker er grundlæggende ikke skabt til at være alene og slet ikke efter voldsomme begivenheder, hvor vi har brug for helende fællesskaber. Trygge relationer fyldt med omsorg og kærlighed er afgørende i krise og ved store traumer. Jeg arbejder traumeinformeret og traumesensitivt henimod heling. Jeg guider dig på vejen hertil, og vi går i det svære sammen.